Lokale Historier



Dragen ved Vejrhøj



For længe siden lå en stor farlig drage ved foden af Vejrhøj. Dragen havde grønne glinsende skæl på sin vældige krop.
De takkede vinger formørkede solen når den fløj afsted, og med sin lange hale kunne den slå en hel skov omkuld med et slag.
Når den blev vred, kom der ild ud af dens gab og damp fra næseborene.
Dens brøl fik jorden til at ryste. For det meste lå dragen skjult i de store skovklædte bakker og rugede over tre guldæg.
Det mindste af disse var så stort, at man kunne købe hele Danmark for det.

Dragen fløj ud fra sit skjul, når den blev sulten.
Den tog bøndernes køer og åd dem. Menneskene var så bange for uhyret, at de opgivende så til, mens kvæget blev ædt, og de var glade for, at dragen lod menneskene være i fred, hvis de ikke kom den for nær.
Før Lammefjorden blev tørlagt, lå der nogle øer i vandet.
Een af dem hed Flintholm.
Det er den, som Højskolen nu er bygget på. Det var godt at fiske fra Flintholm. Man fiskede med kroge. De skulle sættes efter solnedgang og tages ind før solopgang. Derfor blev fiskerne på øen natten over og sov i noget tang, de havde slæbt sammen.

På Flintholms østlige side lå en stor, flad sten ved en tjørn. Under stenen, fortalte man, lå en skat, som også tilhørte dragen.
Nogle fiskere sov en nat nær ved denne sten. Den yngste af dem ville godt vide, om det med skatten var sandt. Han forsøgte at rokke stenen.
»Prøv ikke på det«, sagde de andre, »det er farligt«.
Men han brød sig ikke om deres advarsel. Pludselig viste dragen sig langt ude i det fjerne som en ildsøjle, der slog op af jorden.

Fiskerne blev meget bange og skjulte sig dybt nede i tangen.
De hørte et bulder, som om hundrede heste løb over øen, og jorden rystede under dem. De lå stive af skræk hele natten, selvom der blev stilhed efter nogen tid.
De turde ikke komme frem, før det blev lyst. Ingen af dem turde siden røre ved stenen.
Den yngste fisker havde dog ikke tabt modet. Han tænkte meget på dragen, på al den skade, den forvoldte, og på dens rigdomme. Til sidst besluttede han, at han ville ride til Vejrhøj og kæmpe med den.
Der var andre, som havde prøvet før ham, men dragen havde dræbt dem alle.

Den unge fisker lånte en hest, tog en lang, skarp slagterkniv og en le med og red mod Vejrhøj.
Dragen havde hørt ham komme. Den for ud fra sin hule og gik til angreb.
Den blæste en luende Udstråle ud fra sit frådende gab.
Hesten stejlede og kastede fiskeren af.
Der stod manden helt alene overfor uhyret. Kniven og leen hjalp ham ikke, hans mod og dygtighed heller ikke. Efter en kort, håbløs kamp måtte han bukke under.

Dragen hærgede herefter mere ondskabsfuldt end nogensinde, og folk blev mere og mere fortvivlede.
Da fortvivlelsen ikke kunne blive større, kom en viis mand til egnen.
Af ham fik de at vide, hvordan de kunne komme dragen til livs. Det eneste, der kunne stå sig imod den, var to hvide tyre, født nytårsnat på slaget tolv.
De skulle udelukkende fodres med fløde, og på deres to års fødselsdag skulle de sendes mod dragen.
Spændt ventede bønderne på, om det forunderlige skulle ske og to sådanne kalve blive født.

Een nytårsnat rygtedes det, at det utrolige var indtruffet.
Folk strømmede til gården og så på de to hvide tyrekalve, som lå i halmen ved siden af deres mor. Jubelen ville ingen ende tage, og bønderne kappedes om at passe tyrene.
Efter to år var de blevet meget store og stærke.
Slaget mellem dragen og tyrene skulle stå på tyrenes to års fødselsdag, altså igen en nytårsnat.
Folk holdt sig indendøre for ikke at komme galt afsted under det slagsmål, som var i vente.
Om aftenen blev tyrene sluppet løs i nærheden af Vejrhøj.
Dragen fik hurtigt færten af dem.
Den kom susende, og så var kampen i fuld gang. Dragen hvæsede og spruttede, tyrene brølede og stampede. Jorden slog revner under den forfærdelige kamp.
Kampen varede længe, men ud på natten blev det helt stille.
Næste morgen lå både dragen og tyrene døde på en holm nede ved vandet. Folk åndede lettet op, for nu kunne de selv og deres kvæg gå i fred. Dragens guldæg og skatten under stenen var der dog ingen, som kunne hitte, hvor meget de end søgte.



Varulven på Fårevejle Ås



Når menneske- og pattedyrsbørn ligger i deres mors mave, er de omgivet af en gennemsigtig, men stærk hinde, som beskytter det lille, ufødte væsen.
Hos menneskebørn bliver hinden næsten altid sprængt under fødslen,
men dyrebørn fødes tit med hinden omkring sig.
Så kan de ikke ånde, og dyremoderen må bide hinden i stykker og slikke den af.
Hos heste er den hinde, fosterhinden, særlig sej og stærk.

Alle ved at det gør ondt at føde et lille barn.
I gammel tid havde man fundet ud af, at det hjalp på fødselsveerne, hvis man spændte en hestefosterhinde, en "horseham", ud mellem fire pinde og krøb nøgen igennem eller under den.
Nogle unge piger gjorde da også det og fødslerne var efter sigende smertefrie, men deres første barn blev en mare eller en varulv.
Pigebørnene blev til mare, uhyggelige væsener med flagermusvinger. De satte sig om natten på brystet af sovende mennesker og kvæg, dræbte og åd dem.

På Fårevejle Ås drev engang en varulv sit uvæsen. Bønderne fandt deres kvæg dræbt, børn blev overfaldet og bidt ihjel, og selv voksne blev slæbt af sted til skoven.
Der fandt man dem, frygteligt tilredte. Folk var bange, og vrede og forsøgte at finde ud af, hvem af mændene, der var varulven, men det var jo ikke sådan at se.
Der gik en tid med mange drab.
Folk blev mere og mere forskræmte, alle mistroede hinanden. De gik kun ud nogle stykker sammen, for så kunne de drive ulven på flugt. Kvæget blev vogtet.
Een nat forsøgte varulven at trænge ind i et hus, hvor der boede en kvinde, som ventede et barn.
Gravide kvinder var ulven særlig ude efter. Kvindens mand var ude for at vogte kvæget.
Varulven sprængte døren og stod på bagbenene i døråbningen.
Tungen hang ud af dens frygtelige gab, den havde blottet de store, spidse tænder og løftet labben med de skarpe kløer til et dræbende hug.
Men kvinden havde hørt, hvad hun skulle gøre for at undgå ulven.
Hun drejede sig i sengen. Det måtte hun gøre ni gange og så var varulven væk.

Da manden kom tilbage næste morgen, så han ni huller i væggen ud for sengen.
Dem havde varulven boret for hver gang, kvinden vendte sig. Manden fandt sin kone nede under dynen.
Hun rystede, og græd og havde ikke lukket et øje hele natten, men var ellers uskadt.

En varm sommerdag var en mand fra Fårevejle Ås, Per Nielsen, ude for at hente hø.
Hans kone hjalp ham.
Per var en duknakket mand. Han smilede aldrig og holdt sig for sig selv.
Han stak høet op, konen pakkede læsset.
Så sagde han pludselig, midt i arbejdet, at han skulle et ærinde.
Han sagde til konen, da han gik:
"Hvis der kommer nogen, må du slå dem med forklædet!".
Konen kiggede forbavset efter ham, men satte sig ned i høet for at vente, til han kom tilbage.
Pludselig kom et kæmpebæst af en ulv lige hen imod hende.
Kvinden skreg om hjælp, og ulven prøvede at hoppe op på læsset, men det kunne den ikke.
Grædende, skrigende og helt bleg af angst slog kvinden ulven med sit forklæde.
Den måtte give op og løb bort.
Kvinden var endnu helt ude af sig selv af skræk, da manden kom tilbage for at stikke hø op igen.
Til sin rædsel så hun, at han havde blå trevler i munden.
Hendes forklæde var blåt, og hun forstod lamslået, hvordan det hele hang sammen.
Hun turde ikke nærme sig manden.
Hun trak sig tilbage til det bagerste hjørne af vognen.
Hun fik tilsidst fremstammet:
"Du er jo varulven!" -
"Det er jeg også", sagde manden, "jeg har måttet dræbe og dræbe hver gang jeg blev forvandlet, men nu bliver jeg det aldrig mere".
Kvinden så ham smile for første gang.
Fra den dag mærkede man heller aldrig mere noget til varulven på den egn, og mennesker og dyr kunne igen leve i fred.



Nisserne i Veddinge



I Veddinge boede Lars Larsen, en lidt knotten og stille bondemand.
Han havde held med alt, hvad han foretog sig.

Hans dyr var store og velnærede. Fårene gav den fineste uld, svinene godt kød, køerne megen mælk, og hønsene lagde æg hele året rundt.
Smørret blev altid vellykket, brødet var velsmagende
og hans øl var det bedste på egnen.
Markerne bugnede af korn, og høet var tørt og vellugtende når det blev kørt i hus.
Hans kone og mange børn var trivelige og sunde.

Folk snakkede om, at der nok boede en nisse på hans gård, som hjalp ham, og at det var derfor, at alt lykkedes så overmåde for ham.

Ingen vidste det dog med sikkerhed.

Jo, ind imellem havde man nok set noget rødt glimte i stalddøren om aftenen,
når kvæget gik ned for at drikke i Møllebækken.
Det kunne godt ligne en nissehue, men...!
- Lars Larsen selv holdt tand for tunge, og han lod aldrig nogen komme op på stuehusloftet, det gode, varme, tørre rum, hvor han opbevarede kornet.

Men folk er jo nysgerrige, så ind imellem kunne den ene eller den anden nabo se sit snit til at snige sig på loftet for at kigge.
Det eneste, de kunne få øje på, var en lille, lysegrå høne med en fin,
takket, rød kam, som stod og skrabede i kornbunken.
Det blev de nysgerrige jo ikke klogere af.

Men juleaften, det vidste alle naboerne helt bestemt,
blev der altid sat et fad med grød i Lars Larsens stald.
Så kunne man jo nok tænke sig, hvem der skulle have den.

En husmand var en fattigere mand end bonden. Han boede i et lille hus med kun en have til, og han havde lidt fjerkræ og måske en ged eller en ko.
For at kunne føde sig selv og sin familie var han nødt til at hjælpe de store bønder.

En husmand hjalp engang Lars Larsen med at tærske.
Han tærskede med en plejl.
Det er to kæppe, som er forbundne med et stykke skind.
Han slog på kornet, så kernerne røg ud. Det var et drøjt arbejde.
Efter at kornet var tærsket, stak han halmen op på loftet.
Halmen blev ved med at falde ned igen Husmanden var træt og sur.
Han kunne regne ud, at det var nissen, som drillede ham.
Til sidst snerrede han arrigt:
"Hvorfor tager du ikke hellere imod og lægger på plads.
Jeg ved jo, du er deroppe din dumme drillenisse!"

Da brasede al halmen ned i hovedet på husmanden,
og han hørte nissens latterbrøl, da han bandende kravlede ud.
Nu var husmanden blevet så gal, at han bare gik sin vej uden at give besked til bonden.

Efter en god nats søvn kom han dog på bedre tanker.
Han gik tilbage for at stikke halmen op, men den var allerede sat op på loftet igen.
Det havde nissen ordnet.

På en anden gård i Veddinge boede også en nisse.
Den ville kun omgås tjenestedrengen.
Nissen kom en aften, da drengen fodrede køerne med hakkelse.
Det er halm, som er skåret i småstykker.

Nissen tilbød sin hjælp, men drengen skulle tie stille med, at nissen var der.
Det var drengen godt tilfreds med og nissen var en god hjælper.
Den skar hakkelse og mugede under kvæget. Drengen fandt oven i købet hver aften et lækkert stykke smørrebrød i hakkelseskisten.

Sådan gik det et langt stykke tid.
Drengen blev rund og sund, og dyrene trivedes så godt,
at bonden gav drengen megen ros for den gode pasning.

Men en dag gik det galt.
Drengen var ude på gaden og snakkede med de andre karle.
Han pralede med det gode smørrebrød han fik hver aften,
og nu skulle han hjem og hente det.
"Du kan vel ikke få smørrebrød nu", sagde de andre.
"Hvor skulle du få det fra? Det er jo grødtid nu!".
"Det giver nissen mig", sagde drengen, før han havde tænkt sig om.
Så løb han hjem.

Da han ville tage sit smørrebrød, fik han en øretæve af nissen,
så han røg på hovedet i hakkelseskisten.
Nissen ville ikke sludre hyggeligt med ham,
som den plejede, den var gået sin vej.

Drengen gik sulten og ulykkelig i seng.
Næste morgen stod kvæget til maven i møg.
Nissen havde slæbt hele møddingen ind i stalden igen.
Drengen mugede ud hele den dag og den næste med.
Nissen fik han aldrig mere at se.



Trolden fra Esterhøj



I Esterhøj boede en trold. Han havdeboet der i mange tusind år.
Han var blevet krumrygget af alderen, og hans hvide skæg gik helt ned til jorden. Hans kone var rund, rødkindet og munter.
De havde mange børn. Konen og ungerne holdt sig for det meste i højen, de var ikke så glade for sollyset.
Derinde var der vældig flot.
Det glimtede af guld, sølv og ædelstene overalt, så hulen var slet ikke mørk.
Trolden var gode venner med menneskene, alle havde hørt om ham, og de fleste havde set ham. Hver morgen og aften red han nemlig ned til gadekæret i Høve for at vande sin hest.
Troldens hest var blændende hvid. Den havde røde ører og guldsko under hovene.
Trolden hilste venligt på alle han mødte. »Aften«, sagde han.
Han kunne ikke sige »Gud«aften som folk den gang sagde i stedet for »god«aften, fordi den ny, den kristne gud, som menneskene tilbad, var større og mægtigere end han selv. Trolden var bange for ham og kaldte ham »den store mand«!

Drengene fra landsbyen syntes, det var spændende, at møde den gamle trold og hans hest. De fulgte efter ham. Trolden sagde gerne til dem: »I følger bag, som jeg følger for«.
De passede nu godt på, ikke at komme for nær til bakken, fordi så smuttede de med ind, og det ville de jo ikke så gerne.

En dag red trolden, som altid, til kæret. På vejen tabte hesten en af sine guldsko. En kvinde fandt den og samlede den op.Den lå blank og skinnende i hendes hånd. Hun hængte den op på en pæl i nærheden. Trolden fandt guldskoen på tilbagevejen og red straks til kvindens hus, for at takke hende.
»Hold dit forklæde op«, sagde han og hældte noget deri, som lignede sildeskæl. Kvinden kiggede foragteligt på sildeskællene, lod det hele falde på jorden og gik tilbage til sit arbejde.
Pludselig syntes hun, at forklædet virkede så tungt. Hun så ned og så en glimten hist og her. Det var sildeskællene, som var blevet hængende og blevet til guldpenge. Hun løb ud, for at finde resten af skællene, men der var ingen tilbage.

Trolden var særlig gode venner med folkene i en gård, som dengang tilhørte Peder Madsen. Der kom han, når han havde lyst til at snakke, eller når han manglede noget. Gårdens folk havde også været på besøg hos trolden, og de fortalte om pragten og rigdommen i Esterhøj.
En dag kom trolden, for at låne øl. Det gjorde han undertiden, når han var løbet tør, og hans kone ikke havde nået at brygge nyt. Han leverede altid det lånte tilbage, og det var dobbelt så godt. Spunsen, det vil sige dækslet på øltønden,blev gjort tæt med ler. Så tegnede man et kors i det våde ler, så øllet ikke blev dårligt. Det plejede Peder Madsens kone også at gøre. Da trolden så korset, veg han tilbage og sagde: »Jeg kan ikke tage øllet, uden at du tager den store mands kors væk«.
Konen brækkede leret af spunsen og da kunne trolden få sit øl.

En anden gang hen imod foråret var troldens hø sluppet op, så han kom og lånte et læs hos bonden.
Senere på året, efter det ny hø var høstet, bragte han det lånte tilbage. Læsset var meget højt, og da vognen kørte gennem den lave port, faldt en lille klat hø af vognen. Trolden kørte med den tomme vogn, og Peder gik ud for at rive klatten sammen. Han rev og rev, så kaldte han konen og karlen og tjenestepigen til hjælp. Der var blevet så meget hø af den lille klat, at det fyldte tre læs.

Sådan omtrent en gang om året kom trolden galoperende ned til gården. Det var for det meste om natten, at trolden havde hastværk. Han dundrede på døren og bankede på vinduerne, til folkene vågnede. Konen tog hurtigt noget tøj på, hun var klar over, at det var hende, han kom efter.
Hun hastede op til højen, gik ind i hulen, og der lå troldkællingen og var ved at føde et lille troldebarn. Hun lå og jamrede sig.
Gårdkonen havde hjulpet hende ofte, så hun vidste nøjagtig, hvad der skulle gøres. Hun holdt troldkællingen i hånden, når det gjorde meget ondt, varmede vand og tyssede på de andre troldebørn, når de lavede for meget larm. Når det ny troldebarn var født, klippede hun navlesnoren over, og så efter om alt var som det skulle være hos en troldeunge, om ørerne var spidse og fine og halen lige og lang. Så vaskede hun det, viklede det ind i noget varmt pelsværk og gav det til den glade mor. Til sidst lavede hun god kaffe til alle, en kraftig suppe til den udmattede barselskone og gik derefter hjem med rige gaver fra trolden som tak for hjælpen.

En sådan barselsnat så bondekonen en menneskepige stå i et mørkt hjørne af hulen, i gang med at male malt til troldens øl. Da hun så nærmere efter, så hun, at det var hendes egen tjenestepige, som stod der. »Nå«, tænkte hun ved sig selv, »det er derfor pigebarnet altid er så træt om dagen og ikke kan bestille noget«.
Konen havde tilfældigvis en stoppenål på sig. Den satte hun i pigens tøj. Næste dag kunne hun med den bevise, at pigen arbejdede om natten hos trolden. Pigen selv kunne ikke huske noget. Stoppenåle er lavet af stål, og stålet beskyttede pigen, så troldene ikke mere kunne få fat i hende.

Trolden havde allerede længe boet i Esterhøj, da menneskene begyndte at bygge nogle store bygninger. De så helt anderledes ud end de huse menneskene ellers boede i. De var større og havde et tårn, og folk gik derhen om søndagen, for at synge og bede. Det var huse til den »store mand«. De blev kaldt kirker.
Trolden kunne ikke lide at der var en,som var mægtigere end han selv, men allermest vred var han over klokkerne, de bimlende tingester, som blev hængt op i tårnene. Hver morgen og aften og om søndagen ringede de, så han kunne høre dem helt inde i Esterhøj. Til sidst blev han så vred, at han ville ødelægge den kirke, som lå nærmest.

Det var den i Asnæs.
Han gik ud for at finde en god, stor sten, stor nok til at ødelægge kirken.
Omkring Hørve kunne han ikke finde nogen sten, som passede ham. Derfor red han helt ud til Odden. Der fandt han en sten, som vejede godt til. Han tog sigte mod Asnæs Kirke, men sigtede alt for lavt, så stenen faldt ned i Klint. Han havde taget så hårdt om stenen, at aftrykket af hans fingre blev siddende i den. Han kastede en anden sten, men den for lige forbi kirken og faldt på præstens eng. Da opgav trolden. Han red bedrøvet tilbage til Esterhøj og sad længe nede i hulen med hænderne for ørerne for at holde den slemme klokkeklang ude, og menneskene så ikke meget til ham i den tid.
Men en dag kom han ud. Han havde læsset nogle få ting på den hvide hests ryg. Hele familien var rejseklædt. De forlod Esterhøj, for at drage et sted hen, hvor de ikke kunne høre klokkerne, hverken Asnæs' bjældren, Vigs brummen eller Grevinges klingren.
De ville drage til Bornholm, for der var endnu fred at finde for skikkelige trolde.
Men først gik turen ned til Høve strand. Der lå en sten, som en fornærmet trold fra en anden egn af landet havde smidt efter Kalundborg kirke. Den havde heller ikke ramt. Under den sten lagde den gamle trold sin guld nøgle, som gav adgang til Esterhøj s skatte.
Menneskene var fulgt efter trolden for at se, hvad han lavede. De stod omkring og trolden kiggede på dem, ked af, at han skulle forlade den egn, hvor han så længe havde boet. Da fik han øje på en pige. Hun havde langt, gyldent hår og store blå øjne. Hende kaldte trolden til sig og hviskede med hende. Så drog han bort og så sig ikke mere tilbage. Menneskene kiggede efter ham, nogle vinkede, de var kede af at troldene forlod dem. Men lidt efter lidt spredtes de og gik hjem.
Pigen var alene på stranden. Nu ville hun se, om det var sandt, hvad trolden havde hvisket hende i øret. Hun gik hen til stenen. Den løftede sig og hun så guldnøglen, som åbnede for alle skattene. Hun blev så overrasket over at stenen løftede sig og den store guldnøgle under den, at hun glemte troldens ord om, at hun skulle tie stille.
Hun udbrød: »Der ligger den!«. I samme øjeblik faldt stenen tilbage, og hun kunne ikke rokke den ud af stedet, og det var der heller ingen andre der kunne.

Mange år gik. Alle menneskene, som havde kendt troldene var døde, men historierne om dem blev fortalt videre fra forældre til børn og børnene fortalte dem igen til deres børn.
Så kom året 1920.1 det år blev en del af Danmark, som længe havde hørt ind under Tyskland, genforenet med resten af landet. Folk blev så glade over det, at de rejste sten overalt i landet til minde om denne store begivenhed. Det ville man også i Høve.
Da man søgte efter en passende sten, kom man i tanker om den store troldesten på stranden. Den skulle som genforeningssten stå på Esterhøj, det højeste punkt i Asnæs sogn.
Da man skulle til at grave stenen fri, huskede folk historien om guldnøglen, og de tænkte, at det kunne være rart at få fat i den og dermed troldens skatte. De vidste, at man skulle tie, når man fandt og tog nøglen. Man var ikke helt sikker på, at egnens mænd kunne klare det, så Hr. Falck fra København blev hentet til hjælp. Han prøvede sammen med 10 mænd at rokke stenen, men den ville ikke give sig.
Da lagde Falck sin hånd på stenen og kom til at sige: »Om du vil eller ej, så skal du nok blive rokket!« Der hørtes en buldren under stenen, og alle blev klar over, at nøglen var sunket dybt ned i jorden og skatten for altid fortabt.

Men stenen blev rokket og gravet fri. Der måtte store kræfter til at flytte den fra stranden op på højen. Man trak den på en blokvogn. Det varede elleve dage. Det stejle stykke op ad Høve Stræde blev vognen trukket af elleve par heste og omtrent 200 mennesker. Men med fælles anstrengelse kom den op på Esterhøj, hvor den står den dag i dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 



De underjordiske



I den store bakke Vesten for Ordrup By boede "de underjordiske".
De kom af og til hos byens folk for at låne brød og øl.
Man var villig til at låne dem, hvad de manglede, al den stund man vidste, at det, de kom med i stedet, var meget bedre. Og så var der jo endelig det, at der altid var godt mål tilbage.
Nå, hvorom alting er, i den gård, der lå nærmest ved bakken, boede en mand, som var meget skrap til at bruge sin "Fiolin".
Når det nu var en stille og lun sommeraften, tog manden "Fiolinen" og gik uden for tofteporten. Her lå en stor sten op imod muren, og på den satte han sig og begyndte at spille.
Så kom byens ungdom til, og snart gik dansen lystigt over grønsværen.
Men hvad man ikke anede var, at der på samme Tid og til samme musik var rigtigt troldebal inde i bakken.
Man hørte godt nok nu og da "nogen sælsom støj og murren", men det tænkte man ikke på i al den lystighed.
Men danset blev der nu derinde, så længe violinens Strenge klang, så blev det sengetid, og de unge drog fornøjede hver til sit, og bonden og hans kone gik gennem den gamle tofteport ind i gården.
En stund blev de stående på den lave trappesten ved døren og snakkede om den underlige, lille mand, som havde været der noget før på aften for at låne øl.
Så gik de ind i deres lille, dunkle sovekammer for at hvile ud til en ny dag.
Og sommernatten sænkede sig med fred og stilhed om by og bakke.
Manden havde den vane, at han hver aften skubbede sine træsko med de blanke Messingkrammer ind under sengens fodende.
Men morgenen efter sådan en aften med spil og Lystighed lå der altid en eller to små Sølvskillinger i den ene Træsko, ja en enkelt gang var der nok en ganske lille guldmønt.
Det var "de underjordiske", der betalte for musikken til deres gilde.



 

Kontakt os her !

Det sker der i Lokalområde 4540

  • Ingen Begivenheder

Det sker i 4540 Kalenderen

juni 2018
MTOTFLS
     1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30  
« maj   jul »